Lokale er utilfredse med byggeriet Nymarkshaven: ”Vi vil have vores privatliv” 

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nymarkshaven modtager kritik fra naboer, der mener at byggeriet bliver bygget så højt og tæt på deres boliger, at det går udover deres privatliv. Projektudvikler Bjarne Mayland frasiger sig kritikken og henviser til kommunens lokalplan. 

 

Af Johanne Myrup Fischer 

 

Nymarkshaven modtager kritik fra nogle af naboerne, der mener, byggeriet både er for højt og for tæt på deres bolig til, at privatlivet forbliver intakt. Byggeriet startede i 2020 og står til at være færdig i 2022 og omfatter 84 nye boliger på Nymarksvej, men nu bliver der råbt højt på den anden side af hegnet. 

 

Genboer føler sig snydt

 

En af dem, der er kritiske overfor byggeriet, er Brian Gordon Pedersen, som er håndværker og kommer fra Fredericia. Han er dog slet ikke påvirket af de nyopførte boliger i samme grad som sine genboer. De føler sig alvorligt generet af byggeriet, da de, som Brian siger, i sin tid har købt et hus i Fredericia for at få noget privatliv. Inden Nymarkshaven blev opført, husede grunden en gammel fabrik, hvor, der efter Brians udsagn, lå en klausul på, at det ikke var lovligt at bygge højere end i halvandet plan. Selvom genboerne blev informeret om, at byggeriet ville blive til, da de købte huset tilbage i 2015, føler de ikke, de har fået klar besked om, hvor højt byggeriet reelt blev: 

 

”Dengang vi købte huset tilbage i 2015, fik vi at vide af ejendomsmægleren, at det kun vil blive bygget i halvandet plan. Det gjorde vores genboer også,”  siger Brian.

 

Alligevel står bygningen i dag opført i to-plan. Brian fortæller, at der har været nogen ude og vise genboen en plantegning, men at det har været svært at gøre sig klog på:

 

”Så vidt jeg ved, så har de bare været ude og stikke ham en plantegning. De har snakket i kvotehøjder og ditten og datten. Men det forstår han jo ikke en dyt af!” siger Brian. 

 

Genboerne har, ifølge Brian, indberettet flere indsigelser til projektet, men det er ikke noget, der er blevet taget under betragtning i opførelsen af byggeriet. 

 

Projektudvikler henviser til lokalplan 

 

Bag byggeprojektet står Maycon-ejendomsudvikling. Projektudvikler Bjarne Mayland afviser, at de har modtaget direkte kritik af byggeprojektet, men nikker genkendende til at have hørt om genboernes utilfredshed. 

 

”Der er vist en, der har ringet eller skrevet. Det er jeg faktisk ikke engang klar over,” siger han. 

 

Ifølge ham har sagen dog intet på sig, da kritikken ikke kan rettes mod dem, men derimod den lokalplan, som kommunen vedtog for området tilbage i 2012. Bjarne Mayland udtaler, at de holder sig nøjagtigt inden for de byggefelter, som det fremgår i lokalplanen, og at projektet naturligvis aldrig var blevet godkendt, hvis dette ikke var tilfældet. Dengang lokalplanen blev vedtaget, havde borgerne mulighed for at gøre indsigelser, men han er ikke bekendt med, at det skulle være sket: 

 

”Vi har ikke undersøgt, om der dengang lokalplanen blev vedtaget, har været indsigelser, men vi har ikke hørt noget.” 

 

Til det faktum, at nogen er utilfredse, og føler de får frataget deres privatliv, siger han: 

 

”Der vil altid være nogen, der siger: ”Jamen I må ikke se os!”, så det er svært at forhold sig til. Hvis du bor i et hus, vil du jo også altid kunne kigge igennem hækken til naboen. Det kan man jo alle steder det her. “

 

“Det her er lille Fredericia, ikke København”

 

Brian Gordon Pedersen ærgrer sig imidlertid over, at der ikke er blevet taget hensyn til, hverken de mennesker, der bor i de omkringliggende huse eller de, som skal flytte ind i de nye lejligheder, i byggeprojektet: 

 

“Man bliver harm indeni, når man tænker på de her stakkels mennesker, der har købt de her huse og aldrig kommer af med dem igen. Der er ikke nogen, der gider betale for at have 6 lejligheder i baghaven.”

 

Selvom Brian godt er klar over, at det ikke er ulovligt at byggeriet ligger så tæt på, så synes han, at Maycon skulle have tænkt sig om en ekstra gang, før de påbegyndte byggeriet: 

 

De er jo også interesserede i at leje det her ud. Det her er lille Fredericia, ikke København. Vi vil gerne have vores privatliv. Men de vil bare gerne have deres penge. “