‘Strategi for udsathed’ fylder snart tre år: ”Borgerne er en smule ambivalente”

‘Strategi for udsathed’ kæmper for et bedre liv til kommunens udsatte – men borgerne ønsker mere – Foto er fra én af 12 tema-videoer fra Strategi for udsatheds hjemmeside

 

Strategi for udsathed søger at forebygge og mindske udsatheden i Fredericia. Kommune, borgere og andre aktører arbejder sammen om et bedre liv til områdets udsatte – men projektet har også mødt modstand fra borgerne. Efter planen ligger der en evaluering af strategien klar til sommer.

 

Af Mikkel Brandt

 

Borgerne ønsker flere ressourcer, mens de samtidig er klar over, at de ikke kan kræve mere af kommunen. ‘Strategi for udsathed’ har forsøgt at gøre livet nemmere for kommunens udsatte siden foråret 2018. Til sommer skal de sidste tre år gøres op, når kommunen efter planen har en evaluering klar.

 

Handlingsnetværk skal skabe mere nærvær

 

Strategien begyndte på baggrund af et ønske om at gøre livet bedre for de udsatte i Fredericia Kommune. Der blev udarbejdet en handlingsplan med 12 forskellige temaer – heriblandt inddragelse i fællesskaber og fokus på bedre fysisk samt mental sundhed. Projektet lægger vægt på, at man skal møde borgeren i øjenhøjde. Det skal man blandt andet gøre igennem et handlingsnetværk, der er en del af strategien. Her samles forskellige faggrupper, borgere og andre interesserede om en fælles vision, der skal gøre behandlingen af borgerne mindre administrativ og mere nærværende. 

 

Visioner bliver udfordret af borgerne

 

Nogle gange tager livet uventede drejninger, og alle kan på et tidspunkt i livet opleve at befinde sig i en udsat position – sådan skriver Fredericia Kommune selv i deres handleplan for strategien, der har været kommunens tiltag mod et bedre liv til områdets udsatte. 

 

Et skridt i den retning har været opsætningen af et skur til de udsatte, hvor de kan sidde og hygge sig med hinanden. Udover skuret har kommunen sat toiletter op, så borgerne kan træde værdigt af på naturens vegne. Samtidig er skuret blevet udstyret med specielle ruder, således borgerne kan kigge ud, mens offentligheden ikke kan kigge ind.

 

Der har dog været utilfredshed at spore i forbindelse med det nye skur:

 

“Borgerne har udtrykt bekymringer over den manglende varme i skuret. Men samtidig føler jeg, at der har været en vis selvindsigt hos borgerne, der har snakket ud om deres utilfredshed. De siger, at de vil have varme i skuret, men de siger så også, at de er klar over, at de ikke kan kræve mere af kommunen. Så de er en smule ambivalente med hele situationen”, siger projektleder for ‘Strategi for udsathed’, Rachel Møller Lund.

 

Det er dog ikke det eneste kritikpunkt, der har været i forhold til Strategi for udsathed i Fredericia Kommune. Der har været skuffelse blandt borgerne omkring navnet ’Strategi for udsathed’, hvor flere mener, at ordet udsathed har en negativ klang over sig. Flere af borgerne ønskede, ifølge Rachel Lund, at navnet i stedet havde været noget i stil med – Strategi for fællesskab, da det tegner et mere positivt billede af initiativet.

 

Evaluering er på trapperne

 

Målet med projektet har været at forebygge og mindske udsathed i Fredericia. Om målsætningen er nået, må stå hen i det uvisse indtil videre. Ifølge projektlederen vil en evaluering af strategien forhåbentlig være færdig i løbet af sommeren, men der kan på nuværende tidspunkt ikke gives nogen garantier i disse corona tider.