Kvindelige politikere fravælges fra magtfulde poster: ”Du vil vel gerne sidde i skoleudvalget?”

Mandlige politikere styrer økonomien, mens kvinderne tager sig af omsorgen. Sådan er billedet generelt i de danske kommunalbestyrelser, viser forskning. Byrådsmedlem Cecilie Schultz(Ø) mærker selv fordommene, der hører til de traditionelle kønsroller i politik.

Kvinder er godt repræsenterede i omsorgsudvalgene – men helt i toppen halter det

Af: Casper Olsen

”Du vil vel gerne være sidde i skoleudvalget? Sådan sagde de og gik ud fra, at det var det, jeg drømte om. Jeg mødte straks mere modstand, da jeg fortalte, at jeg ville være med i økonomiudvalget.”

Sådan fortæller Cecilie Schultz fra Enhedslisten om den første tid, efter hun blev valgt ind i Fredericia Byråd. Hun mener, at kvinder systematisk bliver fravalgt poster i kommunernes økonomiudvalg. Og ifølge hende er det et problem, da det typisk er der, man har mest magt som lokalpolitiker.

Mændene står i spidsen
Den opfattelse er hun ikke alene med. Der er nemlig en skævvridning i forhold til, hvilke udvalg mænd og kvinder sidder i. Samtidig er det kun 14% af de danske kommuner, der har en kvindelig borgmester. Det forklarer kommunalforsker Ulrik Kjær fra SDU, der tidligere har forsket i køn og politik:

”Mænd og kvinder fordeler sig forskelligt i politik, men får typisk lov til at sidde i de udvalg, de ønsker. Derfor sidder der generelt flest kvinder i børne- og ungeudvalg. Men når det kommer til økonomiudvalg og borgmesterposter, så får mænd langt størstedelen. Og dét er mod kvindernes vilje,” siger han. Årsagen er tit, at hvert parti kun har én plads i de mest magtfulde udvalg. Og da mænd dominerer som partiernes spidskandidater, får de førstevalget, forklarer Ulrik Kjær.

Direktør-far var afgørende
I dag sidder Cecilie Schultz i Fredericias økonomiudvalg, men det krævede to års benhård kamp, fortæller hun. Til sidst fik hun lov, men ikke af de årsager, hun havde håbet på:

”De andre fandt ud af, at min far er forhenværende direktør. Det var kun derfor jeg fik lov til at komme ind i økonomiudvalget. ’Så kan du trække på ham,’ sagde de til mig som begrundelse,” siger hun. For hende var kommentarerne nedværdigende og udtryk for et meget stereotypt syn.

Ud fra forskningen er Ulrik Kjær ikke uforstående overfor Cecilies holdning. Han kan endda se flere problemer, hvis mange lokalpolitikere går rundt med gammeldags syn på kønsroller:
”Det giver en mistanke om, at kommunalpolitikerne også er fodslæbende på andre områder og ikke følger nok med i udviklingen – hvilket jo også vil være et problem.”

Både Cecilie Schultz og Ulrik Kjær er enige om, at en af løsningerne ligger hos de største kommunale partier, hvis skævvridningen skal ændres. De skal blive bedre til at prioritere kvindelige kandidater:

”Partierne skal tænke mindre konformt og få øje på, at kvinder også passer ind i andre udvalg. Mange mænd bliver prioriteret først, selvom de ikke er mere kompetente,” afslutter Cecilie Schultz.