FC Fredericia er FC Midtjyllands duks, men forandringer kan være på vej

3 år efter at fodboldklubberne FC Fredericia og FC Midtjylland indgik et samarbejde, har få ting ændret sig i planen, nu kan der dog være tegn på forandringer.

Af Kristoffer Lindegaard

FC Fredericia indgik i 2018 et opsigtsvækkende samarbejde med FC Midtjylland. Samarbejdet gik ud på at de overskydende spillere, der ikke kunne bruges på FC Midtjyllands Superliga-hold, kunne få chancen i den næstbedste række hos FC Fredericia. Forhåbentligt kunne disse spillere, efter endt udlejning, udvikle sig til at kunne begå sig i FC Midtjylland på længere sigt, eller få spillet sig til et salg der kunne indbringe store økonomiske gevinster, sådan lød det fra sportschef i FC Midtjylland, Svend Graversen, i Tipsbladet tilbage i 2018.

I samme artikel blev der udtrykt begejstring fra FC Fredericia, som håbede at man i den anden ende ville blive gavnet af tilgangen af talenter fra FC Midtjylland.

FC Midtjylland light?

Det opsigtsvækkende element ved sådan en aftale, var at man blandt fans af klubben, kunne få fornemmelsen af, at FC Fredericia ville komme til at agere et slags B-hold for FC Midtjylland, og dermed ikke have chancen for at pleje egne interesser.

Selvom mange FC Midtjylland spillere har været udlejet til FC Fredericia indtil nu, og der i øjeblikket er fem FC Midtjylland lejespillere på holdet, så er der ifølge presseansvarlige for FC Fredericia, Jrah Jijan, ikke tale om at de agerer B-hold:

”Jeg kan godt se argumentet med, at vi skulle gå hen og ligne et FC Midtjylland-light, men det er ikke noget, som vi i Fredericia ser som et problem. Nærmere som en fordel, da vi kan få de slags spillere og de talenter, som vi gør. Nogle af de spillere vi får, de har jo et kæmpe potentiale. Så vi ser det ikke som en problematik.” forklarer Jrah.

Vanskeligt at få langvarig succes

Men han vil dog godt indrømme, at det er vanskeligt at skabe et stærkt hold over en længere periode med det nuværende samarbejde,

”Det er jo bagsiden af medaljen. Det er en ulempe, at det kan være svært at skabe stabilitet omkring holdet, fordi der sker mange rokeringer hver sæson på grund af samarbejdet.”

Her, lidt over 3 år senere, har FC Midtjylland haft stor succes i den bedste række, mens man efter lovende tendenser hos FC Fredericia, ikke har formået at rykke op fra 1. division. I sæsonen 2019-20 var man dog for alvor tæt på, men dengang endte det med en 3. plads bagved Vejle og Viborg.

Ændringer kan være på vej

Skulle FC Fredericia spille sig i Superligaen, så kunne man antage at samarbejdet ville blive udfordret, men det mener Jrah ikke er på tale lige nu,

”Der er ikke nogen planer lige nu og her, om at samarbejdet skal stoppes, hvis vi rykkede op i Superligaen. Det er noget man ville tage stilling til, hvis det blev en realitet, for hvis oprykning sker, så giver det jo også nogle flere økonomiske ressourcer, som klubben kunne bruge på transferaktivitet.” forklarer Jrah.

Der kan dog ifølge Jrah, allerede være tegn på at der er ændringer på vej i strategien:

”Man har allerede begyndt at lave nogle langsigtede aftaler med spillere. Vi får to nye spillere her til sommer. Det er måske et signal om, at vi gør op med de her lejeaftaler i Fredericia, og satser mere på købsaftaler.”

Modstand fra fans

Samarbejdet med FC Midtjylland har været et varmt emne blandt FC Fredericias fans. Da aftalen blev officiel tilbage i 2018, var der flere utilfredse meningstilkendegivelser omkring det, og et ønske om, at man satsede mere på lokale spillere end lejespillere udefra:

”I starten var der rimeligt meget uenighed omkring det, vi havde nogle unge lokale spillere, og de blev fravalgt til fordel for de her Midtjylland spillere, det var dér, hvor det skabte uenighed”, fortæller Jrah.

Selvom samarbejdet medførte en del kritik i starten, så har det sidenhen, ifølge Jrah, været mere accepteret blandt fans, selvom kritikken stadig kan mærkes i ny og næ:

”På vores sociale medier kan jeg en gang imellem godt se, at der er nogle folk, som stadig er uenige med det. Men der er ikke så stor modstand, som der har været.”

Hvis holdet kan præstere godt på banen, kunne samarbejdet så blive unødvendigt i fremtiden? Det ville FC Fredericia fans i hvert fald håbe på. Ikke desto mindre, så skal klubben gøre sig fortjent til ikke at blive set som FC Midtjylland-light.

FC Fredericias fanklub har desværre ikke svaret på henvendelserne.